Kunstneren X [navnet er mig endnu
ubekendt] har på et af højhusene ved Marselis Boulevard gengivet det gamle
Aarhus-sagn om "Strandskaden med den store idé".
Sagnet handler om en strandskade, der henslæbte sin
tilværelse som strandskade på stranden foran Marselisborg. Den blev af de
andre fugle anset som sær, fordi den hele tiden rendte rundt og grublede.
"Det er fordi, jeg har sådan en
stor idé inde i hovedet," sagde strandskaden.
Hvilket de andre ikke forstod et
suk af. For en strandskade skulle jo sådan set ikke få store ideer, den skulle
bare være strandskade.
En dag blev det nabokonen for
meget. Hun havde allerede udruget to kuld unger den sommer og stolede derfor
meget på varmen fra sine dun.
"Hvis jeg nu begynder at ruge
på dit hoved, tror du så ikke, at ideen bliver til noget?" spurgte
nabo-konen en dag den tænksomme strandskade.
"Jo, det kan da godt
være", sagde den tænksomme strandskade (efter at have tænkt sig lidt om).
Strandskademoderen gav sig
derefter til at ruge på den tænksomme strandskades hoved. Da der var gået en en
måned, sagde hun:
"Nej, nu gider jeg ærligt
talt ikke mere!"
Hun kiggede grundigt på den
grublende strandskades hovedskal, hun lyttede endda til den, men der kom ikke
en eneste lyd derindefra. Og der kom heller ingen lyde ud af den tænksomme
strandskades næb.
Så ideen lå nok bare derinde i
hjernen og var helt død og kunne aldrig blive til noget.
Den tænksomme strandskade nikkede
stille. Den var lidt flov over, at ideen ikke var blevet til noget endnu. Men
den nikkede også stille, fordi dens nakke gjorde ondt efter al den rugning. (En
voksen strandskade vejer ikke alverden, men hvis man selv er en strandskade, så
svarer det jo nærmest til vægten af en selv.)
"Altså nogle gange,"
sagde nabo-strandskaden, "så bliver et æg bare ikke til noget. Det har jeg
også måttet indse."
Den tænksomme strandskade kiggede
på hende i lang tid. Så sukkede den og fløj ud over havet og viste sig aldrig
siden på stranden ved Marselisborg. Nogle siger, at den fløj til Samsø, andre
at den fløj til Hviderusland. Men ingen af dem, der siger noget, siger noget
om, hvorvidt ideen nogensinde blev til noget. Så det gjorde den nok ikke.
Men kunstneren X har altså
gengivet sagnet om den. Og sagnet skal vist nok minde os om, at vi ikke skal gå
og ruge for meget over tingene. For det er slet ikke sikkert, at der er nogen
grund til det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar