torsdag den 30. januar 2014

Snart kommer skolekonkurrencen: vind et klassesæt

Der kommer snart spændende nyt om den sidste, afgørende konkurrence. 100 bøger sættes på højkant af sponsoren, Scandinavian Book! De bliver fordelt i 4 klassesæt á 25 stk. Det er kun klasser, der går på skoler i Aarhus' kommune, der kan deltage. 
Konkurrencens vilkår er endnu ukendte. Men mon ikke det bliver noget med at skrive sindssygt langt ude historier?
Mediepartneren er klar. Det er jeg også. 

tirsdag den 28. januar 2014

Mere konkurrence: Aarhusportalen

Tre bøger er udloddet som præmie på Aarhusportalen! Konkurrencen er åben få dage endnu. Bøgerne sendes til vinderne direkte fra Aarhusportalens HQ, det vil sige, at de er helt rene og uden min berømte autograf. (Men det kan selvfølgelig tænkes, at nogen ser det som en fordel.) 
Disse vinderpræmier er sponseret af Scandinavian Book, der jo står for trykningen af bogen. 
Update, 2. februar: Konkurrencen er nu slut. 171 deltog. 











Konkurrence på Golden Ghetto - to bøger på højkant

Den meget venlige blogger Lou, der blogger om Aarhus på Golden Ghetto, har lavet en konkurrence, hvor to heldige mennesker kan vinde Aarhusianske godnathistorier. For at deltage skal man blot skrive en kommentar i kommentarfeltet nedenunder. (Altså inde på hendes blog; følg linket herover.) Det er der indtil videre 49, der har gjort. Et flot antal, synes jeg. 
Vinderne udtrækkes d. 3.2.
Jeg sender præmien direkte til vinderne. Og mon ikke der ryger en lille krølletegning på på titelbladet eller deromkring. 
Jeg elsker disse konkurrencer! Det er virkelig en fed måde at udnytte blogmediet og æ indernet på. Meget sådan udenomsinstitutioneltagtigt. 
Update pr. 5.2.: To vindere er udtrukket. Jeg har fået deres adresser af Lou og sender bøgerne med det samme.


onsdag den 22. januar 2014

Politikens anmeldelse, lidt mere fra ..

Her er sakset lidt tekst fra Politikens anmeldelse af Aarhusianske godnathistorier. Anmeldelsen er skrevet af Steffen Larsen:

"Der er ikke sparet på hverken morsomheder eller oplysninger. De bedagede fotos og forfatterens egne håndtegnede tegninger er med til at forøge hyggen."
"(...) Boris Boll-Johansen har den lavmælte, underfundige, småplatte, hjertensgode, naivistiske forfatterstemme, som intet folk kan undvære. Heller ikke det jyske."

lørdag den 18. januar 2014

Anmeldelse i Politiken

Sådan, 4 ud af 6 hjerter. Det er vel ok! 
Når jeg selv har fået anmeldelsen i hænde, kan jeg citere lidt mere fra den (har kun dette billede, som en venlig Facebookven smed op på min væg).


torsdag den 16. januar 2014

Smånyt

Boghandlen i stormagasinet Salling har lige købt et mindre parti af Aarhusianske godnathistorier. (Eller de har taget det i kommission, for det er sådan, det foregår.) Så det går da fremad med interessen og formentlig også med salget (men det går stadig lidt for langsomt efter min smag). 

Det er ret vigtigt, at den lille bog kommer ud at ligge i boghandlerne! For uden synlighed er det vanskeligt. Desværre er det sådan, at Bog & Idé fx og andre kæder er meget tilbageholdne, når det handler om at tage utraditionelt udgivne bøger ind. Læs: De gider slet ikke. Og så er der kun en vej: Omtale og mere omtale.

Hvad det sidste angår: Jeg ser frem til, at bogen får en lektørudtalelse. Den burde være lige på trapperne. Eller jeg håber, at den er lige på trapperne; der er ingen garanti for, at man får en. 

En lektørudtalelse er, når bibliotekerne sætter en bibliotekar til at  vurdere en bog. Det er en slags anmeldelse til internt brug. Kommunebibliotekerne kører deres indkøbspolitik efter - eller lader sig i det mindste kraftigt inspirere af - hvad kollegerne ytrer i lektørudtalelserne. Hvis en bog får en positiv vurdering, kan man godt forvente, at bibliotekerne vil købe en del eksemplarer. 

Så snart lektørudtalelsen kommer (hvis den altså kommer), lægger jeg den selvfølgelig op her. Uanset om den er positiv eller negativ eller ganske neutral! Promise.