torsdag den 28. februar 2013

Læseprøve: Aarhusiansk Selskab til Beseiling af Chineusisk Farvand


Hvordan det lykkedes driftige sø- og handelsmænd at få plantet en skov
  
For godt og vel to hundrede år siden oprettede nogle rige mænd i Aarhus et selskab, som skulle tage sig af skibsfarten til Kina. De kaldte selskabet for "Aarhuusiansk Selskab til Beseiling af Chineusisk Farvand", fordi de syntes, det var et fedt navn, og dagen efter gjorde de da også noget ved sagen og købte en fregat. De lagde skibet nede i havnen og hyrede samtidig en skipper og en skibskok, en styrmand og halvtreds matroser. Og dagen efter sendte de skibet af sted til Kinas land.
Jovist, der var driftige folk til dengang!

Ideen var god: I Kina skulle mandskabet købe varer og sejle dem tilbage til Aarhus. Porcelæn, silke og krydderier, alle mulige ting og sager, som man ikke havde i Europa og da slet ikke i Danmark. Man kalder det at 'importere', fordi det er det modsatte af at 'eksportere'.
Nogle københavnere havde allerede lavet et selskab, der mindede lidt om det, og som hed ØK. De havde tjent styrtende med penge, så den galej ville Aarhusianerne selvfølgelig også med på.

Gallionsfiguren i foretagendet hed Preben Danneskrog, og om ham sagde man, at man kunne stille sit ur efter ham, dels fordi han var så umådelig præcis, dels fordi han brægede som et kukur.














Da det gode skib - som man havde døbt Georg Plage - kom tilbage, var det proppet med varer. Det blev mødt med hurraråb af Aarhusianere, der stod i rad og række på kajen. Skibet lagde til, og man fordelte varerne mellem selskabets ejere, der tog ud og solgte dem og på den måde tjente mange penge. De havde endda råd til at sende skibet af sted igen.

Alle de nye, spændende varer fra Kina medførte en sand landeplage, hvilket betyder, at man skal plages med et andet land, og inden man så sig om blev kinøjserier moderne. Danske haver blev nu anlagt, så de lignede haverne i Kina; H. C. Andersen skrev om Kina; den ene Kinagrill efter den anden åbnede i Midtbyen. Med andre ord: Kina kom på mode.

De driftige folk besluttede at oprette et nyt selskab. De kaldte det "Aarhuusiansk Sielskab til Fremme af Ris-Dyrkning og Sjov Chineusisk Hovedbeklædning", og som navnet antyder, forpligtede selskabet sig på - udover at bære sjove kinesiske hatte - at dyrke ris i Aarhusområdet. Man opkøbte derfor et stort område lidt uden for byen, bad folkene ombord på fregatten Georg Plage om at komme hjem med nogle riskorn, og da de gjorde det, så drog man i samlet flok og under skrig og skrål og megen festivitas ud på en høj mark uden for byen, hvor man begyndte at anlægge rismarker, og da det var gjort: at plumpe riskornene ned i jorden.

Derefter gav man sig til at vente på, at der skete noget.
Der gik en uge. Der gik to uger. Der gik tre uger. Og endelig begyndte de at spire.
Ris kræver meget vand for at kunne gro, så man havde anlagt en masse små bassiner, der mest af alt mindede om firkantede, overstørrelses vandpytter, for sådan gjorde man i Kina, havde man forstået, og det var op af dette vand, de grønne spirer væltede.
Man jublede og kastede sine kinesiske hatte højt op i luften.













Men der gik en måned, der gik to måneder, der gik tre måneder. Og man holdt gradvist op med at juble, for vel havde man da fået risene til at gro, men hvornår skulle sådan noget stads egentlig høstes?
Der skete det uundgåelige, at man mistede interessen for det kinesiske, ikke mindst interessen for ris, som jo både var irriterende at dyrke men helt sikkert også irriterende at spise; pasta var både nemmere og sjovere, besluttede man. Og man sendte en båd til Italien for at høste nogle pastaplanter - jovist, der var driftige folk til dengang!
Og dagen efter sejlede pastabåden af sted.

Imens fik risene lov til at gro. Der gik et år, der gik to år, der gik tre år, og risene voksede til lange stængler, der blev til små buske, der blev til tykt krat, der blev til små træer, der fik stammer og grene og så endelig en skønne dag blev til den store skov, som man af indlysende grunde kalder Risskov.
Den dag i dag nyder fuglene godt af de mange små korn, der hvert år spirer hvidt fra de store træer. Ja, de er så populære blandt de kære, fjerede væsener, at de af og til kan være svære - for ikke at sige umulige - for mennesker at nå at opdage. 


onsdag den 27. februar 2013

Læseprøve: Sagnet om strandskaden med den store idé


Kunstneren X [navnet er mig endnu ubekendt] har på et af højhusene ved Marselis Boulevard gengivet det gamle Aarhus-sagn om "Strandskaden med den store idé".
Sagnet handler om en strandskade, der henslæbte sin tilværelse som strandskade på stranden foran Marselisborg. Den blev af de andre fugle anset som sær, fordi den hele tiden rendte rundt og grublede.
"Det er fordi, jeg har sådan en stor idé inde i hovedet," sagde strandskaden.
Hvilket de andre ikke forstod et suk af. For en strandskade skulle jo sådan set ikke få store ideer, den skulle bare være strandskade.
En dag blev det nabokonen for meget. Hun havde allerede udruget to kuld unger den sommer og stolede derfor meget på varmen fra sine dun.
"Hvis jeg nu begynder at ruge på dit hoved, tror du så ikke, at ideen bliver til noget?" spurgte nabo-konen en dag den tænksomme strandskade.
"Jo, det kan da godt være", sagde den tænksomme strandskade (efter at have tænkt sig lidt om).

Det ser vitterlig ud, som om den ene strandskade ruger på den andens hoved. Og det kan man vel godt digte lidt videre på. Og sådan bumler det derudad i de kommende Aarhusianske godnathistorier. Flere læseprøver er på vej. (OBS: bogen er slet ikke skrevet endnu. Jeg har blot lidt skitser i skrivebordsskuffen. Jeg laver først bogen færdig, når jeg ved, at der er interesse nok for den, dvs. når crowdfund-finansieringen rammer 100%.) 













Strandskademoderen gav sig derefter til at ruge på den tænksomme strandskades hoved. Da der var gået en en måned, sagde hun:
"Nej, nu gider jeg ærligt talt ikke mere!"
Hun kiggede grundigt på den grublende strandskades hovedskal, hun lyttede endda til den, men der kom ikke en eneste lyd derindefra. Og der kom heller ingen lyde ud af den tænksomme strandskades næb.
Så ideen lå nok bare derinde i hjernen og var helt død og kunne aldrig blive til noget. 
Den tænksomme strandskade nikkede stille. Den var lidt flov over, at ideen ikke var blevet til noget endnu. Men den nikkede også stille, fordi dens nakke gjorde ondt efter al den rugning. (En voksen strandskade vejer ikke alverden, men hvis man selv er en strandskade, så svarer det jo nærmest til vægten af en selv.)
"Altså nogle gange," sagde nabo-strandskaden, "så bliver et æg bare ikke til noget. Det har jeg også måttet indse."
Den tænksomme strandskade kiggede på hende i lang tid. Så sukkede den og fløj ud over havet og viste sig aldrig siden på stranden ved Marselisborg. Nogle siger, at den fløj til Samsø, andre at den fløj til Hviderusland. Men ingen af dem, der siger noget, siger noget om, hvorvidt ideen nogensinde blev til noget. Så det gjorde den nok ikke.
Men kunstneren X har altså gengivet sagnet om den. Og sagnet skal vist nok minde os om, at vi ikke skal gå og ruge for meget over tingene. For det er slet ikke sikkert, at der er nogen grund til det.

tirsdag den 26. februar 2013

Læseprøver på vej

I kommentarfeltet på min projektside på Booomerang skriver en Stella: 
Hej! Jeg synes det er spændende at du forsøger dig med crowdfunding, men det er katten i sækken. Hvor er læseprøverne?
Og Stella har jo aldeles ret! 

Så jeg fabrikerer lige noget ordentlig tekst, det vil sige: Retter lidt af det til, jeg allerede har skrevet, og så fyrer jeg et par tegninger af, og så ryger det op på bloggen. 

Det bliver i skitseform, men der kommer nok til, at man kan danne sig et indtryk af stilen. Og humoren. Og tonen. 
Eller hvad det er. 

Jeg vil allerede nu mene, at to historier med ret få rettelser kan tåle offentlighedens lys: En om Risskov. En om højhusene ved Marselis Boulevard.
(Den sande forklaring på sagerne må vente til bogen kommer ... For det er jo sådan, at bogen også kommer til at rumme historisk korrekte kendsgerninger, jf. dette tidligere indlæg.)  


mandag den 25. februar 2013

søndag den 24. februar 2013

Onkel A og onkel B

Jeg har i forbindelse med crowdfunderiet opdaget en pudsig forskel på folk. Den lader sig måske bedste forklare i anekdotisk form.

Lad os sige, at jeg har en onkel A og en onkel B. 

Onkel A bor på Østerbro i København og læser bøger om Anden Verdenskrig, han går i Operaen engang imellem, og han var, før han blev pensioneret, embedsmand. Onkel B er også lige blevet pensioneret, eller rettere: lige kommet på efterløn. Han var indtil fornylig værkfører på et stort maskinværksted i Vojens. Hans kulturelle interesse - udover X Factor, når det spidser til i finalerne - består primært i et lidenskabeligt forhold til ishockeyklubben SønderjyskE. 

Hvis jeg får et arbejdslegat fra staten på 50.000, dunker onkel A mig i ryggen og siger: "Sådan, knægt!" Mens onkel B ryster på hovedet, for hvad skal det vel gøre godt for?
Hvis jeg prøver at rejse 35.000 via crowdfunding, ryster onkel A på hovedet, for hvad skal det vel gøre godt for? Mens onkel B dunker mig i ryggen og siger: "Sådan, knægt!" 

fredag den 22. februar 2013

Den udenomsinstitutionelle spredning

Jeg har fået masser af presse - det ville være synd at sige andet. 
Men gad vide, om det ikke også kunne lykkes at skrabe penge sammen uden? 
For det virker altså ret godt, det her med at spørge folk, at bruge sit eget netværk. Der ligger nu postkort på skoler i Hasle og i Brabrand, i Åbyhøj og i Skødstrup. Ikke fordi jeg har været der, men fordi folk og deres børn har været der. 

Jeg er glad for det. Ikke bare fordi ordet spredes, men fordi det spredes på dén måde. Folk synes jo angiveligt, det er sjovt. Unger meldes at være småstolte over at propagandere! Og det er jo herligt. Og den energi smitter af på hele projektet. Det er lidt ligesom at være med i en art bogkollektiv. 

tirsdag den 19. februar 2013

2/3 af postkortene er fordelt

Ikke mindst takket været gode menneskers indsats er 2/3 af postkortene nu blevet fordelt. De ligger på skoler og cafeer, på institutioner og i biografer. (Bedst i den sammenhæng er måske folkeskolerne?) Senere i dag bearbejder jeg hovedbiblioteket. 

Om et par dage sender jeg også et par portioner til de fem-seks øvrige store Aarhus bibloer. De sendes så fra Berlin af (hvor jeg bor). Dyrt? Næ, det er billigere end at sende indenrigs i Danmark! Faktisk, så vidt jeg husker, tæt på halv pris. Vanvittigt. 

Poskort-plakat-propagandamaskinen kører. Ustoppeligt.























I dag og i morgen sidder jeg i downtown Aarhus og fylder postkort og plakater i kuverter og sender dem til alle dem, jeg kan komme i tanke om. Der bliver tale om portioner, så der er noget at dele ud af og hænge op. 

Skal jeg også komme i tanke om dig? Skriv til mig på denne e-adresse og lang mig din postadresse, så kommer der lidt flyvende. Meddel også gerne, hvor mange du tror, du vil kunne dele ud. 
Det er selvklart fuldstændig uforpligtende. 

Det meste af tiden vil jeg selvfølgelig selv rende rundt og dele ud og sætte op. 
Gi' mit et yo og et håndtegn, hvis du er i Aarhus og ser mig. Så gi'r jeg en kop kaffe! 

søndag den 17. februar 2013

2 x interviews mandag

Skal i P1 Morgen i morgen og snakke om crowdfunding. Hør med fra kl. ca. 8:25. 
Derefter interview med Stiften kl. 11. 
Det første bli'r nok noget stressende, fordi det er live. Det sidste bestemt hyggeligt, eftersom vi starter på café med kaffe. 

torsdag den 14. februar 2013

Omtalen i P4 giver mærkbare resultater

Interviewet i P4 Østjylland har resulteret i et par glade givere. Det vil i hårde tal sige et par tusinde kroner. Det er jeg selvklart meget glad for. Og så meget desto mere, som folk samtidig med donationen / forsalget kan finde på at skrive:
  • Super sjovt og dejligt projekt. Og lige i øjet!  
  • Tak for de sindssygt langt ude københavnske godnathistorier, det er dejligt med sådan et frisk pust! Jeg glæder mig til at høre hvad du finder på om Aarhus! 
Og det er altså skrevet af folk, jeg slet ikke kender. 

Crowdfunderen er tilfreds.

Jeg er helt klar over, at målet slet ikke er nået endnu, men det begynder bestemt at ligne noget. 

tirsdag den 12. februar 2013

Link til omtale af interview



















Så er der omtale af projektet på DR P4, Østjylland. Artiklen refererer til et radiointerview, som jeg måske kan linke til senere.

(Der er godt nok mange stavefejl i den bette boks! Det hedder: Finansieres og portalen og Booomerang.dk.)

Interview i P4 Østjylland

Herligt. Blev (telefon)interviewet til DR P4 Østjylland i går. Lidt samme set up som med interviewet for et par uger siden i Jyllands-Posten: Det handlede generelt om crowdfunding (især om Booomerang.dk), og jeg fik så lov til at være det specifikke eksempel i pølseenden.
Så snart jeg ved noget om udsendelsen, ikke mindst hvor den kommer til at ligge download- og/eller streamingmæssigt, gi'r jeg besked. 
Lad mig i samme åndedrag sige, at jeg forventer mig en del af interviewet med Stiften på mandag, hvor det handler om mit projekt, og mit alene, og jeg derfor får lov til at sige noget mere. 

44,99%


















Det går fremad. Men det går for langsomt efter min smag. Og det skal blive godt at få fyret det næste led i raketten af, det led, som de fleste nok primært havde satset på: Henvendelser til pressen. Hidtil har jeg satset hårdest på mit eget og på Klørkonge.dks netværk. 

mandag den 11. februar 2013

I Aarhus 17.-20. feb.

Ser frem til ophold i Aarhus om en uge! Jeg skal snakke med pressen, ja, jeg skal, jeg skal spamme cafeer og institutioner med postkort og plakater, jeg skal samle inspiration til historier, skyde et par billeder (bl.a. af statuen af Dalgas (men fra en noget bestemt vinkel, mere om det senere)), og sidst men ikke mindst skal jeg deltage i offentligt inspirationsmøde iværksat af Michael Eis fra Booomerang.dk. Her kan man komme forbi og få en snak om crowdfunding og høre om forskellige projekter. Det bliver nok ret sjovt. Det finder sted onsdag d. 20 februar kl. 17-21 et sted i Aarhus, stedet er endnu ikke fastsat, hold dig orienteret her




lørdag den 9. februar 2013

Facebook-annonce oprettet i dag

Prøver da lige med en af de der berømte og berygtede Facebookannoncer.
Annoncøren kan vælge at betale mellem klik og visninger. Jeg har valgt klik-modellen. Og jeg har sat beløbet til 2 kr. pr. klik. (Så bliver den vist oftere, end hvis man fx sætter det til 1 kr.) Man kan selvfølgelig sætte en beløbsgrænse på, så tingene ikke løber løbsk. Min 'kampagne' løber et par uger og til max. 400 kr. alt i alt. 










Har prøvet det før med Klørkonge.dk-annoncer. Man kan være heldig at ramme ind i en god stime. 
Men - hvordan den stime opstår er mig fortsat en gåde! Der er øjensynlig en del tilfældighed involveret i det. 
Vi ser på det. 

Man kan vælge forskellige målgrupper. Jeg satser i dette tilfælde ikke overraskende på folk, der har markeret, at de bor i Aarhus og omegn. I alt ca. 200 kilo mennesker. 

fredag den 8. februar 2013

Knivskarp kulturanalytiker skriver om mit projekt

Kulturanalytiker, forfatter og direktør for Teatermuseet i Hofteatret, Peter Christensen Teilmann, blogger om crowdfunding. Og holdt nu fast: Han bruger specifikt mit projekt, Aarhusianske godnathistorier, som eksempel. 
Teilmann er forfatter til bogen "Kulturliv - institutioner, praksis og formidling" (Forlaget Samfundslitteratur, 2010), så han må jo vide, hvad han snakker om. 

Jeg har for resten tilfældigvis tegnet til den bog. Og skal da ikke glemme at takke Peter for omtalen, når jeg lige om lidt indfinder mig til mandens 50 års fødselsdag. 


torsdag den 7. februar 2013

"Jeg elsker klørkonge.dk"

En af de glade givere på Booomerang.dk skriver i kommentarfeltet - efter at have lagt 333 kr.: 
Jeg elsker klørkonge.dk (og jeg er ikke lavet af modellervoks). 
Det er en spas, indforstået hilsen til dette postkort, som jeg lavede for mange herrens år siden: 




onsdag den 6. februar 2013

Er jeg selvudgiver, fordi forlagene ikke gider mig?

Jeg har hørt det nogle gange nu: "Er det fordi, du ikke har kunnet finde et forlag, at du prøver at udgive Aarhusbogen selv?" 
Et rimeligt spørgsmål. 
Men nej, det er slet ikke sådan, det hænger sammen. Bogen er faktisk ikke skrevet endnu! Endsige illustreret. Og så er den jo svær at vise nogen forlag. 
Jeg har et par - for ikke at sige: en del - for ikke at sige: mange - ideer til historier. Men jeg realiserer dem ikke, før jeg ved, om der egentlig er efterspørgsel på sådan en bog! 

Men er det så ikke et lidt vakkelvornt projekt, når det hele blot eksisterer som løse skitser i mit hoved?
Næ, egentlig ikke. Man skal huske, at jeg har skrevet og tegnet og udgivet bøger i mange år; processen er mig mildest talt ikke ukendt. Jeg ved, at jeg kan stramme ballerne sammen. Og lige så vigtigt: jeg ved også, hvornår jeg (ind imellem) har brug for en pause! 

Heller ikke selvudgiverprocessen er mig ukendt. Jeg har faktisk hele apparaturet stående klar: Forlag og momsnummer og et par hylder i boghandlernes centrallager og - hvad man ellers sådan skal bruge. Der er såmænd også et ISBN-nummer klar til brug. To, faktisk, for ebogen skal have sit eget. 

I crowdfundingen ser jeg en fantastisk mulighed for at teste et par sager. Dels, som allerede nævnt, vil jeg gerne måle behovet for en bog af den beskrevne art. Hertil kommer naturligvis finansieringsmuligheden an sich. Men jeg glæder mig lige så meget over - og til - alt det samarbejde, som sådan et projekt indebærer. Samtaler med private personer og repræsentanter for institutioner, med folk, der er tilknyttet virksomheder m.v. Og i mange forskellige sammenhænge. Det er spas. Og ikke noget en forfatter oplever hver dag. 
Og så er der selvfølgelig samtidig indbygget PR i alle mine henvendelser. PR for den bog, der kommer. Måske. 

Jeg havde en del andre projekter i skuffen, men jeg valgte at tage  dette frem, da jeg skulle teste crowdfundingens potentiale, fordi det egner sig særlig godt. Og det gør det, fordi det er så veldefineret, så overskueligt at sætte i søen, og fordi der er indbygget lokal interesse i det. 

Hvor meget lokal interesse vil så tiden vise ... Ligesom tiden vil vise så meget andet i forbindelse med dette projekt. 

Ikke for at kaste vrag på de etablerede forlag eller noget, men sådan et projekt som det her kan altså noget andet!

Nu mere end 10.000 bobbelader ...






















Nu mere end 10.000 bobbelader indsamlet. Svarende til over 30%. 
Tak for alle bidrag! 
Hvor jeg dog håber, at vi ender med en 100% funding. Det ville være så fedt at belønne belønnerne med funky forsendelser. 
- Åh, at signere trykfriske bøger! Åh, at lægge i forede kuverter! Åh, at bære i kassevis til posthuset! 

mandag den 4. februar 2013

Lige over 20% - efter godt et døgn





















Det går fremad med hastige skridt ... 

Debatindlæg om litteraturens fremtid

Det er jo unægtelig pudsigt, at et projekt, der blev planlagt for et par måneder siden, og som blandt andet har til formål at pege på andre muligheder end de gængse, når det kommer til at udgive litteratur i Danmark, falder temmelig nøjagtigt sammen med en intens og tiltrængt diskussion om bogens fremtid i DK. Diskussionen handler kun på overfladen om de frie bogpriser. Nedenunder handler det om en branche, der står over for meget store forandringer - og tilsyneladende har meget svært ved at kapere det.

For mig at se nytter det ikke meget at småjustere på sagerne, og da slet ikke at rulle tiden tilbage til faste eller blot nogenlunde faste bogpriser, man skal i gang med at tænke omtrent helt forfra.
Det er forlagene tilsyneladende ikke ret gode til. Og derfor må forfatterne selv på banen.

Lige så vel som diskussionen om de frie bogpriser kun er en overfladediskussion, fordi, som jeg siger, den i dybet handler om noget andet, lige så vel handler mit crowdfundingprojekt kun på overfladen om at få finansieret denne konkrete børnebog om Aarhus. Der er mere perspektiv i sagen end som så, for så vidt selvudgiverens problem med finansieringen (nemlig den solide klat penge, der skal lægges, før man kan få en bog realiseret) således kan finde en løsning. Derudover kan man få et vink med en vognstang om det reelle behov for produktet, inden man bringer det på markedet, ja, overhovedet går i gang med det. Det kan jo være, folket slet og ret vender tommelfingeren nedad.

Jeg betragter også crowdfundingen som en måde at skabe forsalg på. Ikke meget ulig det subskriptionsprincip i øvrigt som i sin tid Søren Gyldendal kørte sin biks efter. (Uden sammenligning i øvrigt.)
Dertil kommer, at crowdfundingen er god til at skabe forhåndsinteresse. Og forhåndsinteressen kreeres vel at mærke ikke med strømme af pressemeddelelser, som så ind imellem bliver offentliggjort (jeg har faktisk ikke fået sendt nogle af sted endnu), og ejheller i kraft af et veletableret forfatternavn, forhåndsinteressen genereres, fordi folk spreder ordet. Hvilket de gør, fordi de godt kan lide private initiativer, og fordi - såmænd - stadig flere får aktier i processen, fordi de selv har været fremme med pengepungen og derfor gerne ser det lykkes.

Og der er perspektiv i sagen, fordi selvudgiverne gradvist bliver flere.
Og selvudgiverne bliver gradvist flere, fordi forlagene bliver gradvist mere uinteressante. Det er, som om de klamrer sig til en købmandsdisk, uanset at den er afmonteret og på vej til - apropos - Den Gamle By i Aarhus.

Det var musikere, der bragte mig på sporet af crowdfundingens muligheder. I det hele taget er musikerne på forkant med ret meget i så henseende, dvs. når det kommer til at deale med kulturmarkedets nye vilkår, der som bekendt er dikteret af de digitale udfordringer.
Måske fordi musikere (ofte) er udadvendte scenefolk, er de mere fremme i skoene, måske fordi deres produkter er nemmere at kopiere, jeg ved det ikke, men man kan i hvert fald lære meget af dem som forfatter.

Og mens musikerne buldrer af sted med talrige eksperimenter, hvoraf mange selvfølgelig kuldsejler, det er eksperimentets vilkår, trækker forfatterne den anden vej; de gemmer sig bag deres forlag, og når de stikker hovedet frem, klager de over, at de jo repræsenterer et lille sprogområde, at legaterne er små, oplagene endnu mindre, og at der ikke er meget, der er spor nemt.
Der er utvivlsomt mange forfattere, der mener noget andet, og som har lyst til, at der sker noget nyt, men dem hører man ikke meget til.

Den romantiske ekstremist Jens Christian Grøndahl mente i en kronik i Berlingske i starten af året, at den nærmeste boghandler var den "korteste genvej til forestillingsevnens grænseoverskridende eventyr."
Man kunne tro, at debatredaktøren måtte have sovet i timen, for var det ikke rimeligt, om man lige havde sendt kronikken tilbage til hr. forfatteren med et par venlige ord om internettets eksistens, men ok, der sker vel smuttere i ny og næ.

Men sandelig. Et par dage efter kaldte en debattør Grøndahls ord for "kloge". Og den debattør gjorde sig også mange bekymringer om bogens fremtid, og nu måtte jeg sandelig studse, for det var ingen ringere end Grethe Rostbøll, tidligere kulturminister, og hvad ved jeg, nok så vigtigt: Formand for Statens Kunstråds Litteraturudvalg (jo, sådan en størrelse skrives med store begyndelsesbogstaver).

Det var vist nok der, det for alvor gik op for mig, HVOR få visioner der er på den danske litterære scene, når det kommer til det ret alvorlige emne: litteraturens fremtid. Ja, hvor sært bagstræberisk det meste på den scene faktisk er.
Hvad er årsagen til denne sløvhed? Aner det ikke. Nåja, jeg var vel mine anelser, men lader det nu ligge. For nu.

søndag den 3. februar 2013

Betalingen er åbnet! 
Check it out, y'all.
Mine damer og herrer - grunden til, at vi er her (på denne blog, ikke i det hele taget) har nu materialiseret sig ude i cyberspace på Booomerang.dk: Mit projekt er kommet op at ligge, og man kan berige det med nudler fra sit dankort eller sit kreditkort. 
Se videoen, læs teksten, og læg nogle penge. 
Alternativt: Bare læg nogle penge.