torsdag den 28. februar 2013

Læseprøve: Aarhusiansk Selskab til Beseiling af Chineusisk Farvand


Hvordan det lykkedes driftige sø- og handelsmænd at få plantet en skov
  
For godt og vel to hundrede år siden oprettede nogle rige mænd i Aarhus et selskab, som skulle tage sig af skibsfarten til Kina. De kaldte selskabet for "Aarhuusiansk Selskab til Beseiling af Chineusisk Farvand", fordi de syntes, det var et fedt navn, og dagen efter gjorde de da også noget ved sagen og købte en fregat. De lagde skibet nede i havnen og hyrede samtidig en skipper og en skibskok, en styrmand og halvtreds matroser. Og dagen efter sendte de skibet af sted til Kinas land.
Jovist, der var driftige folk til dengang!

Ideen var god: I Kina skulle mandskabet købe varer og sejle dem tilbage til Aarhus. Porcelæn, silke og krydderier, alle mulige ting og sager, som man ikke havde i Europa og da slet ikke i Danmark. Man kalder det at 'importere', fordi det er det modsatte af at 'eksportere'.
Nogle københavnere havde allerede lavet et selskab, der mindede lidt om det, og som hed ØK. De havde tjent styrtende med penge, så den galej ville Aarhusianerne selvfølgelig også med på.

Gallionsfiguren i foretagendet hed Preben Danneskrog, og om ham sagde man, at man kunne stille sit ur efter ham, dels fordi han var så umådelig præcis, dels fordi han brægede som et kukur.














Da det gode skib - som man havde døbt Georg Plage - kom tilbage, var det proppet med varer. Det blev mødt med hurraråb af Aarhusianere, der stod i rad og række på kajen. Skibet lagde til, og man fordelte varerne mellem selskabets ejere, der tog ud og solgte dem og på den måde tjente mange penge. De havde endda råd til at sende skibet af sted igen.

Alle de nye, spændende varer fra Kina medførte en sand landeplage, hvilket betyder, at man skal plages med et andet land, og inden man så sig om blev kinøjserier moderne. Danske haver blev nu anlagt, så de lignede haverne i Kina; H. C. Andersen skrev om Kina; den ene Kinagrill efter den anden åbnede i Midtbyen. Med andre ord: Kina kom på mode.

De driftige folk besluttede at oprette et nyt selskab. De kaldte det "Aarhuusiansk Sielskab til Fremme af Ris-Dyrkning og Sjov Chineusisk Hovedbeklædning", og som navnet antyder, forpligtede selskabet sig på - udover at bære sjove kinesiske hatte - at dyrke ris i Aarhusområdet. Man opkøbte derfor et stort område lidt uden for byen, bad folkene ombord på fregatten Georg Plage om at komme hjem med nogle riskorn, og da de gjorde det, så drog man i samlet flok og under skrig og skrål og megen festivitas ud på en høj mark uden for byen, hvor man begyndte at anlægge rismarker, og da det var gjort: at plumpe riskornene ned i jorden.

Derefter gav man sig til at vente på, at der skete noget.
Der gik en uge. Der gik to uger. Der gik tre uger. Og endelig begyndte de at spire.
Ris kræver meget vand for at kunne gro, så man havde anlagt en masse små bassiner, der mest af alt mindede om firkantede, overstørrelses vandpytter, for sådan gjorde man i Kina, havde man forstået, og det var op af dette vand, de grønne spirer væltede.
Man jublede og kastede sine kinesiske hatte højt op i luften.













Men der gik en måned, der gik to måneder, der gik tre måneder. Og man holdt gradvist op med at juble, for vel havde man da fået risene til at gro, men hvornår skulle sådan noget stads egentlig høstes?
Der skete det uundgåelige, at man mistede interessen for det kinesiske, ikke mindst interessen for ris, som jo både var irriterende at dyrke men helt sikkert også irriterende at spise; pasta var både nemmere og sjovere, besluttede man. Og man sendte en båd til Italien for at høste nogle pastaplanter - jovist, der var driftige folk til dengang!
Og dagen efter sejlede pastabåden af sted.

Imens fik risene lov til at gro. Der gik et år, der gik to år, der gik tre år, og risene voksede til lange stængler, der blev til små buske, der blev til tykt krat, der blev til små træer, der fik stammer og grene og så endelig en skønne dag blev til den store skov, som man af indlysende grunde kalder Risskov.
Den dag i dag nyder fuglene godt af de mange små korn, der hvert år spirer hvidt fra de store træer. Ja, de er så populære blandt de kære, fjerede væsener, at de af og til kan være svære - for ikke at sige umulige - for mennesker at nå at opdage. 


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar