fredag den 28. februar 2014

Så kom "lektøren"

Lektørudtalelsen er nu ad omveje landet på mit skrivebord. Den var sendt til min ældgamle adresse i Danmark. Jeg havde åbenbart forsømt at meddele DBC, Dansk BiblioteksCenter, om mine where abouts

Lektørudtalelsen er jo er bibliotekernes interne anmeldelse, således deres rettesnor for, hvad de skal købe / deres forsøg på at skabe overblik over det dugfriske, fyldige danske bogmarked. 

Og "lektøren" er glad! Uforbeholdent, faktisk. Jeg bliver i al beskedenhed sammenlignet med den gamle mester - og som vi ved: alt for tidligt afdøde - Rune T. Kidde, og det pga. min evne til at "vende tingene dygtigt på hovedet". 

Som en art konklusion, efter almindelig ros og et udmærket resumé af indholdet som sådan, hedder det, at bogen er "herlig skæv og forløsende humoristisk". 

Min eneste anke angår den formulering, at mine illustrationer skulle være "spøjse småtegninger" - må jeg være fri! I det mindste nogle af dem er omfangsrige mesterværker, der ville gøre sig godt på ethvert kunstmuseum! 

torsdag den 20. februar 2014

Postkort til konkurrencen er klar

Lasse fra Scandinavian Book fik den gode idé, at vi jo da skulle trykke en stribe plakater og postkort, der gjorde opmærksomme på den konkurrence, der er under opsejling. 
Her er for- og bagside af postkortet. 
Og snart åbner så konkurrencen for fuld skrue! Det handler om at skrive løgnehistorier om Aarhus.














tirsdag den 18. februar 2014

Snart på biblo

Så er Aarhusianske godnathistorier på vej ud på bibliotekerne. Den kan ikke lånes endnu, først om et par uger. Den skal lige igennem en gang registrering og udstyres med stregkode og sættes på hylderne først. Som det fremgår af den foreløbige registrering, se herunder, ryger den sgu i voksenbogsafdelingen! Vist nok oven i købet i historiekategorien. Det er nok lidt meget af det gode. Faktisk ikke særlig smart. Men dem om det. 

(Screen dump fra Gentofte biblioteks søgemaskineri.) 














Og på Aarhus' biblos hjemmeside kan man se, at bogen omhandler emnet: "Enkelte lokaliteter uden for København"! Jovist ... 
Nå ja, og at det er "nonfiktion"! Pragtfuldt som biblioteksvæsenets kategorisystem kløjs i den bette sag. 



torsdag den 13. februar 2014

tirsdag den 11. februar 2014

Lidt salgstal

Kristian F. Møller har solgt de 40 eksemplarer, de havde i kommission. Så de har købt en ny portion.
Og i dag er der alene via nettet blevet solgt 20 stk. 
Så det er jo fint nok. 
Men mere af det! Min timeløn er stadig forbløffende lav.