mandag den 4. februar 2013

Debatindlæg om litteraturens fremtid

Det er jo unægtelig pudsigt, at et projekt, der blev planlagt for et par måneder siden, og som blandt andet har til formål at pege på andre muligheder end de gængse, når det kommer til at udgive litteratur i Danmark, falder temmelig nøjagtigt sammen med en intens og tiltrængt diskussion om bogens fremtid i DK. Diskussionen handler kun på overfladen om de frie bogpriser. Nedenunder handler det om en branche, der står over for meget store forandringer - og tilsyneladende har meget svært ved at kapere det.

For mig at se nytter det ikke meget at småjustere på sagerne, og da slet ikke at rulle tiden tilbage til faste eller blot nogenlunde faste bogpriser, man skal i gang med at tænke omtrent helt forfra.
Det er forlagene tilsyneladende ikke ret gode til. Og derfor må forfatterne selv på banen.

Lige så vel som diskussionen om de frie bogpriser kun er en overfladediskussion, fordi, som jeg siger, den i dybet handler om noget andet, lige så vel handler mit crowdfundingprojekt kun på overfladen om at få finansieret denne konkrete børnebog om Aarhus. Der er mere perspektiv i sagen end som så, for så vidt selvudgiverens problem med finansieringen (nemlig den solide klat penge, der skal lægges, før man kan få en bog realiseret) således kan finde en løsning. Derudover kan man få et vink med en vognstang om det reelle behov for produktet, inden man bringer det på markedet, ja, overhovedet går i gang med det. Det kan jo være, folket slet og ret vender tommelfingeren nedad.

Jeg betragter også crowdfundingen som en måde at skabe forsalg på. Ikke meget ulig det subskriptionsprincip i øvrigt som i sin tid Søren Gyldendal kørte sin biks efter. (Uden sammenligning i øvrigt.)
Dertil kommer, at crowdfundingen er god til at skabe forhåndsinteresse. Og forhåndsinteressen kreeres vel at mærke ikke med strømme af pressemeddelelser, som så ind imellem bliver offentliggjort (jeg har faktisk ikke fået sendt nogle af sted endnu), og ejheller i kraft af et veletableret forfatternavn, forhåndsinteressen genereres, fordi folk spreder ordet. Hvilket de gør, fordi de godt kan lide private initiativer, og fordi - såmænd - stadig flere får aktier i processen, fordi de selv har været fremme med pengepungen og derfor gerne ser det lykkes.

Og der er perspektiv i sagen, fordi selvudgiverne gradvist bliver flere.
Og selvudgiverne bliver gradvist flere, fordi forlagene bliver gradvist mere uinteressante. Det er, som om de klamrer sig til en købmandsdisk, uanset at den er afmonteret og på vej til - apropos - Den Gamle By i Aarhus.

Det var musikere, der bragte mig på sporet af crowdfundingens muligheder. I det hele taget er musikerne på forkant med ret meget i så henseende, dvs. når det kommer til at deale med kulturmarkedets nye vilkår, der som bekendt er dikteret af de digitale udfordringer.
Måske fordi musikere (ofte) er udadvendte scenefolk, er de mere fremme i skoene, måske fordi deres produkter er nemmere at kopiere, jeg ved det ikke, men man kan i hvert fald lære meget af dem som forfatter.

Og mens musikerne buldrer af sted med talrige eksperimenter, hvoraf mange selvfølgelig kuldsejler, det er eksperimentets vilkår, trækker forfatterne den anden vej; de gemmer sig bag deres forlag, og når de stikker hovedet frem, klager de over, at de jo repræsenterer et lille sprogområde, at legaterne er små, oplagene endnu mindre, og at der ikke er meget, der er spor nemt.
Der er utvivlsomt mange forfattere, der mener noget andet, og som har lyst til, at der sker noget nyt, men dem hører man ikke meget til.

Den romantiske ekstremist Jens Christian Grøndahl mente i en kronik i Berlingske i starten af året, at den nærmeste boghandler var den "korteste genvej til forestillingsevnens grænseoverskridende eventyr."
Man kunne tro, at debatredaktøren måtte have sovet i timen, for var det ikke rimeligt, om man lige havde sendt kronikken tilbage til hr. forfatteren med et par venlige ord om internettets eksistens, men ok, der sker vel smuttere i ny og næ.

Men sandelig. Et par dage efter kaldte en debattør Grøndahls ord for "kloge". Og den debattør gjorde sig også mange bekymringer om bogens fremtid, og nu måtte jeg sandelig studse, for det var ingen ringere end Grethe Rostbøll, tidligere kulturminister, og hvad ved jeg, nok så vigtigt: Formand for Statens Kunstråds Litteraturudvalg (jo, sådan en størrelse skrives med store begyndelsesbogstaver).

Det var vist nok der, det for alvor gik op for mig, HVOR få visioner der er på den danske litterære scene, når det kommer til det ret alvorlige emne: litteraturens fremtid. Ja, hvor sært bagstræberisk det meste på den scene faktisk er.
Hvad er årsagen til denne sløvhed? Aner det ikke. Nåja, jeg var vel mine anelser, men lader det nu ligge. For nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar