mandag den 9. september 2013

Pressemeddelelse

Denne pressemeddelelse ryger ud til den 4. statsmagt (herunder Aarhus Onsdag) lige om lidt. 
(Det er altså lidt underligt at omtale sig selv i 3. person, men hvad - man vænner sig vel til det på et tidspunkt.) 


P R E S S E M E D D E L E L S E 
Se en Aarhusbog blive til  
Man kan netop nu følge det sidste, intensive arbejde med bogen Aarhusianske godnathistorier
Forfatteren og tegneren Boris Boll-Johansen lægger løbende tegninger til sin kommende Aarhusbog ud på en blog, det er oprettet til formålet.
Aarhusianske godnathistorier er den børnebog, der under stor medieinteresse blev crowdfundet i det tidlige forår.
Manuskriptet sendes til tryk midt i oktober. Bogen udkommer først i november. 



Hvad er crowdfunding?  
Boris Boll-Johansen prøvede i det tidlige forår kræfter med den i Danmark helt nye finansieringsform: crowdfunding. Det skete via hjemmesiden booomerang.dk, der er oprettet til det formål: at forsøge at gøre amerikanerne kunsten efter, det vil sige, at få folket til at sponsorere kulturprojekter.
Der er to vigtige principper i forbindelse med crowdfunding, som aldrig fraviges: 

  • Dersom det ønskede beløb ikke opnås til den fastsatte deadline, ryger beløbet retur på giverens konto. 
  • Den glade giver, den såkaldte funder, får noget for pengene, typisk det produkt, som vedkommende har støttet (når det er færdigt / udgives / realiseres). I dette tilfælde er det så en bog. 
Der er altså tale om det gode gamle noget-for-noget princip. Der blot i og med internettet har fået en ny form.
Boris Boll-Johansen kom igennem sin crowdfunding i fin stil, idet der 1. april 2013 var samlet mere end 36.000 ind. Mindstekravet lød på 35.000.
Der er godt 100 fundere, der hver har lagt et beløb på mellem 50 og 3000 kroner. Det mest almindelige beløb er 250 kroner, for hvilket man får en signeret bog tilsendt (en uges tid før udgivelsesdagen), plus en ebog, plus diverse overraskelser.
Crowdfundingen er i forbindelse med Aarhusbogen i sagens natur forlængst afsluttet. Hvis man vil have bogen, bliver det i almindelig handel.

En speciel konkurrence udløser et specielt klassesæt 
Det er aarhusbaserede Scandinavian Book, der trykker bogen. Trykkeriet har indvilget i en speciel sponsoraftale med forlag og forfatter: Scandinavian Book trykker et par hundrede ekstra bøger, uden beregning, og 100 af disse er øremærket aarhusianske skoler. Fire skoler kan være heldige at vinde et klassesæt.
Skolekonkurrencen laves i samarbejde med en mediepartner og finder sted, når bogen er udkommet. Hold øje med bloggen. Eller følg med i pressen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar