Disse fotos (som jeg selvfølgelig har hugget ude på nettet, som jeg har for vane) viser kvaderhjørnestenen på Hasle kirke ude ad Viborgvejen. Man er - iflg. de kilder, som jeg er i besiddelse af - ikke klar over, hvad den pudsige sten illustrerer.
Måske er der tale om et sagn?
Men det sagn kender man så ikke.
Jeg har et bud. Og det bud ligger i forlængelse af historien om Skt. Olufs kirke, som jeg er ved at skrive. For det er jo sådan, at Skt. Olufs kirke blev bygget ned i jorden, altså direkte ned, man vendte simpelthen kirken på hovedet, fordi man gerne ville ringe nogle jordtrolde ud, som havde forskanset sig i den aarhusianske undergrund. Lige ved siden af domkirken, for at det ikke skal være løgn.
For at komme af med det pak fyrede man kirkeklokker af i ørehøjde på dem, og det er noget, de bliver frustrerede og tager flugten af.
Så vidt så godt.
Først et andet billede, så man ligesom kan se, hvor løjerlig den hjørnekvadersten er:
Og så til historien om den.
Her er hvad jeg foreløbig har skrevet:
Motivet på denne sten, som man
finder på tårnet af Hasle kirke, har længe været en gåde. På den ene side ser
man en kvinde og en mand, der godt kan lide hinanden. De holder jo om hinanden
og har måske også lige kysset lidt. Det er vel naturligt nok.
Hvad, der er mærkeligt, er, at
kvinden fører sin ene arm igennem stenen, hvor der står et væsen med en
menneskekrop men med et lidt sært hovede.
En udgravning af præstens
arbejdsværelse foretaget af et rengøringshold fra ISS i 1994 åbenbarede et
gammelt dokument, hvor man kunne læse sagnet. Det blev nedskrevet af en munk i
midten af 1400-tallet.
Dette sagn vil vide, at bådebyggeren
Torsten og hans kone Torstine lige efter deres bryllup fik besøg af et monster
fra markerne. Torsten forbød sin kone at fodre monsteret, fordi han ikke ville
have sådan noget juks til at rende rundt på sin ejendom. Torstine adlød -
tilsyneladende - for i det skjulte fortsatte hun med at fodre monsteret med
krummer og andre rester fra deres måltider. Det er så det, der er gengivet på stenen.
Men man ville jo ikke have
gengivet sådan en dagligdagsbegivenhed på en sten, hvis der ikke havde været
noget ekstraordinært ved den. Og det var der sandelig. For Torstines ulydighed
skulle vise sig at blive ægteparrets redning!
Den nat, nemlig, de giftige
jordtrolde flygtede fra Skt. Olufs kirke og ud af Aarhus, slog mange af dem sig ned i og omkring Hasle. Der var over hundrede af
dem. Nogle af dem gik i gang med at råbe ukvemsord efter muldvarpene for at
skræmme dem væk og overtage deres huler og gange. Mens andre gik i gang med at
grave deres egne huller i jorden. Og alt det skete i Torsten og Torstines
baghave, og monsteret så det, da det kom ude fra markerne og skulle ind og have
krummer. Det store, sultne væsen knurrede dybt og fælt, da det så jordtroldene
rumstere rundt, og det gav sig til at grave efter dem. Markmonsteret åd dem, efterhånden
som den fik fat i dem, det kunne åbenbart tåle giften.
Og jordtroldene flygtede videre,
fordi det gik op for dem, at de aldrig ville kunne få ro i denne jord.
Derfor er der placeret en
mindesten for begivenheden på netop kirketårnet, for på grund af monsteret fra
markerne og hele den mærkelige historie slap man for at grave det ned.
Kirkeklokkerne kunne fortsat kime over land og by som helt normale klokker.
