Og endnu et eksempel på et opslag ..

Kvaderstenen på Hasle kirke

Disse fotos (som jeg selvfølgelig har hugget ude på nettet, som jeg har for vane) viser kvaderhjørnestenen på Hasle kirke ude ad Viborgvejen. Man er - iflg. de kilder, som jeg er i besiddelse af - ikke klar over, hvad den pudsige sten illustrerer. 
Måske er der tale om et sagn? 
Men det sagn kender man så ikke.

Jeg har et bud. Og det bud ligger i forlængelse af historien om Skt. Olufs kirke, som jeg er ved at skrive. For det er jo sådan, at Skt. Olufs kirke blev bygget ned i jorden, altså direkte ned, man vendte simpelthen kirken på hovedet, fordi man gerne ville ringe nogle jordtrolde ud, som havde forskanset sig i den aarhusianske undergrund. Lige ved siden af domkirken, for at det ikke skal være løgn. 

For at komme af med det pak fyrede man kirkeklokker af i ørehøjde på dem, og det er noget, de bliver frustrerede og tager flugten af. 
Så vidt så godt. 

Først et andet billede, så man ligesom kan se, hvor løjerlig den hjørnekvadersten er: 

Og så til historien om den. 
Her er hvad jeg foreløbig har skrevet: 

Motivet på denne sten, som man finder på tårnet af Hasle kirke, har længe været en gåde. På den ene side ser man en kvinde og en mand, der godt kan lide hinanden. De holder jo om hinanden og har måske også lige kysset lidt. Det er vel naturligt nok.

Hvad, der er mærkeligt, er, at kvinden fører sin ene arm igennem stenen, hvor der står et væsen med en menneskekrop men med et lidt sært hovede. 

En udgravning af præstens arbejdsværelse foretaget af et rengøringshold fra ISS i 1994 åbenbarede et gammelt dokument, hvor man kunne læse sagnet. Det blev nedskrevet af en munk i midten af 1400-tallet.

Dette sagn vil vide, at bådebyggeren Torsten og hans kone Torstine lige efter deres bryllup fik besøg af et monster fra markerne. Torsten forbød sin kone at fodre monsteret, fordi han ikke ville have sådan noget juks til at rende rundt på sin ejendom. Torstine adlød - tilsyneladende - for i det skjulte fortsatte hun med at fodre monsteret med krummer og andre rester fra deres måltider. Det er så det, der er gengivet på stenen.

Men man ville jo ikke have gengivet sådan en dagligdagsbegivenhed på en sten, hvis der ikke havde været noget ekstraordinært ved den. Og det var der sandelig. For Torstines ulydighed skulle vise sig at blive ægteparrets redning!

Den nat, nemlig, de giftige jordtrolde flygtede fra Skt. Olufs kirke og ud af Aarhus, slog mange af dem sig ned i og omkring Hasle. Der var over hundrede af dem. Nogle af dem gik i gang med at råbe ukvemsord efter muldvarpene for at skræmme dem væk og overtage deres huler og gange. Mens andre gik i gang med at grave deres egne huller i jorden. Og alt det skete i Torsten og Torstines baghave, og monsteret så det, da det kom ude fra markerne og skulle ind og have krummer. Det store, sultne væsen knurrede dybt og fælt, da det så jordtroldene rumstere rundt, og det gav sig til at grave efter dem. Markmonsteret åd dem, efterhånden som den fik fat i dem, det kunne åbenbart tåle giften.

Og jordtroldene flygtede videre, fordi det gik op for dem, at de aldrig ville kunne få ro i denne jord.

Derfor er der placeret en mindesten for begivenheden på netop kirketårnet, for på grund af monsteret fra markerne og hele den mærkelige historie slap man for at grave det ned. Kirkeklokkerne kunne fortsat kime over land og by som helt normale klokker. 

Dinos aftryk på Bispetorv

På muren ved Bispetorv finder man et fodaftryk af en fæl karl. Og man tænker uvilkårligt, når man ser det, at det vel egentlig er meget godt, at de blev udryddet, de dinosaurer. 

Der er tale om et aftryk af en rovdinosaurus, nærmere bestemt en allosaurus. Og man fandt det i et stenbrud i Tyskland, da man huggede sten ud til netop denne mur i Aarhus. 
Så aftrykket er altså ikke fra Aarhus og omegn, det er fra Tyskland, nærmere bestemt Obernkirchen i Niedersachsen, men det ville da være synd at gemme det af vejen, tænkte dem, der var nede for at købe sten til muren, det er jo et flot fund og et herligt dramatisk aftryk. 
Og det har de jo ret i. 
Og så røg det med til Aarhus og blev muret ind i muren. 

Den ret så gravalvorlige Dr.phil Gregers Faktum ville nok fortælle lidt mere om dyret, hvordan det oprindeligt har set ud og det ene med det andet. At det har været seks meter langt, fire meter højt, og har vejet tæt på to ton. Det er ikke utænkeligt, at han ville tage afsæt i denne mindre afhandling (pdf). 

Gøgler-Gregers ville affeje den slags sirlige overvejelser. Han mener at vide, at denne dinosaurus, hvad den end hed, en skønne morgen gik ud på terrassen for at nyde sin morgenkaffe. Dinosaurer havde meget små hjerner og glemte derfor hurtigt alt om igangværende byggeprojekter. I særdeleshed af terrasser. Og således fandt den snart sig selv med den ene fod solidt plantet i den frisklagte beton. 

Læseprøve: Kalkmaleriet i Vejlby kirke

Dette kalkmaleri er faktisk en slags reklame. Det er en reklame for Maries medister, som var et meget elsket produkt på egnen lige nord for Aarhus. På billedet kan man se, at kongens mundskænk ligger ned og har fået skåret hul i maven. Kongens mundskænk var ham, der skulle smage på maden, inden kongen spiste af den, og det gjorde han for at sikre, at maden ikke var forgiftet. Havde nogen puttet gift i maden, døde mundskænken, og så fik kongen noget andet at spise. - Her er det imidlertid gået galt for mundskænken. På grund af den lækre medister kom han til at sluge det hele i en fart. Og kongen kræver nu medisteren tilbage.

Så populær var Maries medister, siger reklamen på en sjov måde. Og en lidt pjattet måde, vil vi nok mene i dag. 

(Ja, i det ovenstående fantaseres der en kende frit over kalkmaleriets motiv. I den alvorlige halvdel, som den kommende bog også kommer til at rumme, ville det være nærliggende kort at redegøre for kalkmalerierne i Danmark. Det kan godt gøres spændende. (Og sådan veksler bogen mellem løgn og fakta, mellem fup og virkelighed, det er det, det hele går ud på!)) 

(Ps. Det kan altså godt være, at dette eksempel fra skitsebogen er lige lovlig pjattet - jeg kan ikke love, at det kommer med! Jeg fyrer bare nogle ideer af her.)

Læseprøve: Aarhusiansk Selskab til Beseiling af Chineusisk Farvand

Hvordan det lykkedes driftige sø- og handelsmænd at få plantet en skov

  

For godt og vel to hundrede år siden oprettede nogle rige mænd i Aarhus et selskab, som skulle tage sig af skibsfarten til Kina. De kaldte selskabet for "Aarhuusiansk Selskab til Beseiling af Chineusisk Farvand", fordi de syntes, det var et fedt navn, og dagen efter gjorde de da også noget ved sagen og købte en fregat. De lagde skibet nede i havnen og hyrede samtidig en skipper og en skibskok, en styrmand og halvtreds matroser. Og dagen efter sendte de skibet af sted til Kinas land.

Jovist, der var driftige folk til dengang!

Ideen var god: I Kina skulle mandskabet købe varer og sejle dem tilbage til Aarhus. Porcelæn, silke og krydderier, alle mulige ting og sager, som man ikke havde i Europa og da slet ikke i Danmark. Man kalder det at 'importere', fordi det er det modsatte af at 'eksportere'.

Nogle københavnere havde allerede lavet et selskab, der mindede lidt om det, og som hed ØK. De havde tjent styrtende med penge, så den galej ville Aarhusianerne selvfølgelig også med på.

Gallionsfiguren i foretagendet hed Preben Danneskrog, og om ham sagde man, at man kunne stille sit ur efter ham, dels fordi han var så umådelig præcis, dels fordi han brægede som et kukur.

Da det gode skib - som man havde døbt Georg Plage - kom tilbage, var det proppet med varer. Det blev mødt med hurraråb af Aarhusianere, der stod i rad og række på kajen. Skibet lagde til, og man fordelte varerne mellem selskabets ejere, der tog ud og solgte dem og på den måde tjente mange penge. De havde endda råd til at sende skibet af sted igen.

Alle de nye, spændende varer fra Kina medførte en sand landeplage, hvilket betyder, at man skal plages med et andet land, og inden man så sig om blev kinøjserier moderne. Danske haver blev nu anlagt, så de lignede haverne i Kina; H. C. Andersen skrev om Kina; den ene Kinagrill efter den anden åbnede i Midtbyen. Med andre ord: Kina kom på mode.

De driftige folk besluttede at oprette et nyt selskab. De kaldte det "Aarhuusiansk Sielskab til Fremme af Ris-Dyrkning og Sjov Chineusisk Hovedbeklædning", og som navnet antyder, forpligtede selskabet sig på - udover at bære sjove kinesiske hatte - at dyrke ris i Aarhusområdet. Man opkøbte derfor et stort område lidt uden for byen, bad folkene ombord på fregatten Georg Plage om at komme hjem med nogle riskorn, og da de gjorde det, så drog man i samlet flok og under skrig og skrål og megen festivitas ud på en høj mark uden for byen, hvor man begyndte at anlægge rismarker, og da det var gjort: at plumpe riskornene ned i jorden.

Derefter gav man sig til at vente på, at der skete noget.

Der gik en uge. Der gik to uger. Der gik tre uger. Og endelig begyndte de at spire.

Ris kræver meget vand for at kunne gro, så man havde anlagt en masse små bassiner, der mest af alt mindede om firkantede, overstørrelses vandpytter, for sådan gjorde man i Kina, havde man forstået, og det var op af dette vand, de grønne spirer væltede.

Man jublede og kastede sine kinesiske hatte højt op i luften.

Men der gik en måned, der gik to måneder, der gik tre måneder. Og man holdt gradvist op med at juble, for vel havde man da fået risene til at gro, men hvornår skulle sådan noget stads egentlig høstes?

Der skete det uundgåelige, at man mistede interessen for det kinesiske, ikke mindst interessen for ris, som jo både var irriterende at dyrke men helt sikkert også irriterende at spise; pasta var både nemmere og sjovere, besluttede man. Og man sendte en båd til Italien for at høste nogle pastaplanter - jovist, der var driftige folk til dengang!

Og dagen efter sejlede pastabåden af sted.

Imens fik risene lov til at gro. Der gik et år, der gik to år, der gik tre år, og risene voksede til lange stængler, der blev til små buske, der blev til tykt krat, der blev til små træer, der fik stammer og grene og så endelig en skønne dag blev til den store skov, som man af indlysende grunde kalder Risskov.

Den dag i dag nyder fuglene godt af de mange små korn, der hvert år spirer hvidt fra de store træer. Ja, de er så populære blandt de kære, fjerede væsener, at de af og til kan være svære - for ikke at sige umulige - for mennesker at nå at opdage. 

Læseprøve: Sagnet om strandskaden med den store idé

Kunstneren X [navnet er mig endnu ubekendt] har på et af højhusene ved Marselis Boulevard gengivet det gamle Aarhus-sagn om "Strandskaden med den store idé".

Sagnet handler om en strandskade, der henslæbte sin tilværelse som strandskade på stranden foran Marselisborg. Den blev af de andre fugle anset som sær, fordi den hele tiden rendte rundt og grublede.

"Det er fordi, jeg har sådan en stor idé inde i hovedet," sagde strandskaden.

Hvilket de andre ikke forstod et suk af. For en strandskade skulle jo sådan set ikke få store ideer, den skulle bare være strandskade.

En dag blev det nabokonen for meget. Hun havde allerede udruget to kuld unger den sommer og stolede derfor meget på varmen fra sine dun.

"Hvis jeg nu begynder at ruge på dit hoved, tror du så ikke, at ideen bliver til noget?" spurgte nabo-konen en dag den tænksomme strandskade.

"Jo, det kan da godt være", sagde den tænksomme strandskade (efter at have tænkt sig lidt om).

Det ser vitterlig ud, som om den ene strandskade ruger på den andens hoved. Og det kan man vel godt digte lidt videre på. Og sådan bumler det derudad i de kommende Aarhusianske godnathistorier. Flere læseprøver er på vej. (OBS: bogen er slet ikke skrevet endnu. Jeg har blot lidt skitser i skrivebordsskuffen. Jeg laver først bogen færdig, når jeg ved, at der er interesse nok for den, dvs. når crowdfund-finansieringen rammer 100%.) 

Strandskademoderen gav sig derefter til at ruge på den tænksomme strandskades hoved. Da der var gået en en måned, sagde hun:

"Nej, nu gider jeg ærligt talt ikke mere!"

Hun kiggede grundigt på den grublende strandskades hovedskal, hun lyttede endda til den, men der kom ikke en eneste lyd derindefra. Og der kom heller ingen lyde ud af den tænksomme strandskades næb.

Så ideen lå nok bare derinde i hjernen og var helt død og kunne aldrig blive til noget. 

Den tænksomme strandskade nikkede stille. Den var lidt flov over, at ideen ikke var blevet til noget endnu. Men den nikkede også stille, fordi dens nakke gjorde ondt efter al den rugning. (En voksen strandskade vejer ikke alverden, men hvis man selv er en strandskade, så svarer det jo nærmest til vægten af en selv.)

"Altså nogle gange," sagde nabo-strandskaden, "så bliver et æg bare ikke til noget. Det har jeg også måttet indse."

Den tænksomme strandskade kiggede på hende i lang tid. Så sukkede den og fløj ud over havet og viste sig aldrig siden på stranden ved Marselisborg. Nogle siger, at den fløj til Samsø, andre at den fløj til Hviderusland. Men ingen af dem, der siger noget, siger noget om, hvorvidt ideen nogensinde blev til noget. Så det gjorde den nok ikke.

Men kunstneren X har altså gengivet sagnet om den. Og sagnet skal vist nok minde os om, at vi ikke skal gå og ruge for meget over tingene. For det er slet ikke sikkert, at der er nogen grund til det.